Sommerhuse der begyndte som noget andet
Der er mange forskellige slags sommerhuse: klassiske sommerhuse, luksussommerhuse, ferielejligheder og sommerhuse der ligger fantastisk – og så er der de sommerhuse, der har en særlig historie. Det som mange kalder for sjæl
Et tidligere bageri, en kirke, en landsbyskole eller et af de huse, svenskerne efter 2. Verdenskrig donerede til Bornholm. Det er nogle af de mere specielle sommerhuse, du kan leje gennem JF Sommerhuse, hvis du er på udkig efter en anderledes oplevelse på sommerhusferien eller den forlængede weekend.
2 af de specielle huse har adresse på Langeland. Det ene ligger i landsbyen Snøde, hvor det tidligere har huset et bageri, det andet ligger i Lohals og har førhen fungeret som kirke. I Rønne finder vi et af de 300 svenske træhuse, der blev doneret af den svenske stat efter et voldsomt sovjetisk angreb med bombefly i de sidste dage af 2. Verdenskrig. Rønne fik 225 huse, mens Nexø fik 75 huse. I Årgab lidt syd for Hvide Sande er den gamle landsbyskole bygget om.
Den tidligere kirke i Lohals blev i 2018 bygget om til boligformål men med stor respekt for ejendommens historie. Huset fremstår i flot stand og indretningen er både smagfuld og i høj kvalitet. Det er et hus, der indbyder til fordybelse, og som noget ganske usædvanligt er der hverken tv, tv-kanaler eller internet installeret.
De fleste vil holde af lugten i bageriet i det ombyggede bageri i Snøde. Huset er nænsomt renoveret, og flere steder titter historien frem. Blandt andet er den gamle rugbrødsovn stadig en del af køkkenet, og i den ene af husets saunaer sidder en af bageriets gamle ovne – det er dog ikke den, der sørger for opvarmningen. I det hele taget er der sat en tyk streg over luksus og velvære i huset, som også byder på vildmarksspa og udendørs bruser.
I et fredeligt kvarter, men alligevel tæt på centrum af Rønne, ligger det svenske træhus. Det blev opført i 1948, hvor store dele af Rønne lå i ruiner efter det sovjetiske bombardement. De svenske træhuse er i dag særdeles eftertragtede, og det er ikke uden grund. Træhuset på Pæredalsvej i Rønne er lidt af en lækkerbisken. Det har alle de moderne bekvemmeligheder som vaskemaskine, opvaskemaskine, mikrobølgeovn osv., men du kigger forgæves efter swimmingpool, sauna og spa.
Der er god plads i Årgabhus, der ligger i Årgab ved vestkysten syd for Hvide Sande. Sommerhuset blev i år 1900 bygget som områdets lokale skole, og det er lykkedes at bibeholde meget af den oprindelige charme og atmosfære. Her er plads til 8, her er 4 soveværelser, 2 badeværelser, spa og sauna og en forrygende beliggende tæt på havet og Ringkøbing Fjord.